Af Marie-Louise Arnfast

Af og til fristes jeg til at knibe mig i armen. Eller stikke mig med min verdensmål-nål.. Som Jeppe på Bjerget, der en morgen vågner op i baronens seng, har jeg ind imellem svært ved at tro på virkeligheden. Senest for et par dage siden, hvor jeg i Børsens morgenbriefing lagde øre til et beklædningsfirma, der som sponsor for den daglige podcast fra Danmarks førende erhvervsblad brugte de kostbare reklamesekunder på at fortælle, hvordan de arbejder med FN’s Verdensmål. Der er sandelig sket noget, siden jeg for godt fire år siden begyndte at interessere mig for verdensmålene. Dengang var FN-initiativet ukendt af de fleste – eller set som et idealistisk men urealistisk projekt, som højest kunne være relevant for regeringer at beskæftige sig med. Men nu har store dele af erhvervslivet taget verdensmålene til sig og er ved - ligesom på klimaområdet – at overhale selv en rød regering venstre om.

Ved eftertanke er det ikke første gang, jeg oplever en sådan udvikling. Da jeg for 36 år siden flyttede i et større bofællesskab med egen vindmølle, solfangere på taget, økologisk havebrug, sortering af affald og tre lag glas i vinduerne, betragtede de fleste det som noget eksotisk, en kende sekterisk og i hvert fald langt ude på overdrevet. Siden er det meste blevet standard og resten mainstream.

Og faktisk går deja-vuet endnu længere tilbage, nemlig til 1971, hvor jeg på en ø-lejr med NOAH blev optaget af miljø og forureningsbekæmpelse – kun for ved hjemkomsten at blive konfronteret med, at det var det mest venstreorienterede pladder, der længe var hørt nord for Pyrenæerne. Vi kan i dag vist roligt konstatere, at venstrefløjen ikke længere har monopol på at tale om miljø og forureningsbekæmpelse.

Historien har utallige eksempler på, at noget er gået fra at blive opfattet som sekterisk til at blive mainstream. Faktisk starter de fleste bevægelser og tranformationer vel med en ide, kun nogle få tror på og stiller sig i spidsen for. Således også med FN’s verdensmål, der nu ikke længere er nogle hensigtserklæringer på et stykke papir med nogle farverige ikoner, men som er ved at blive omsat til store investeringer og omlægninger, der skal sikre et mere bæredygtigt samfund for de kommende generationer.

Derfor kan det også være fornuftigt at lytte til dem, der nu forsøger at supplere arbejdet med verdensmålene og bæredygtighed med at sætte fokus på væredygtighed : Hvordan sikrer vi, at den ydre omstilling i form af teknologi, produkter og lovgivning går hånd i hånd med en indre omstilling? Hvor arbejdet med målene bliver menneskeligt forankrede og personligt relevant – for eksempel i form af at omlægge organisationer, kulturer og familieliv til noget, der har større fokus på fællesskab, balance, trivsel og livsduelighed? Det bliver spændende at følge.

P.S. Selvom store dele af erhvervslivet har taget verdensmålene til sig, så er der fortsat et stykke vej at gå. Ifølge rapporten ”The Decade to Deliver: A Call to Business Action”, som er baseret på 1.000 CEO’s fra 99 lande og 21 industrier, var det i 2019 mindre end 48%, som havde integreret verdensmålene i deres forretningsmodel (kilde: SDG Invest).

Artiklen har i modereret udgave været bragt i Energy Supply i oktober 2020.