Af Marie-Louise Arnfast

I august 2021 udkom den seneste rapport fra FN’s klimapanel IPCC, og den fastslog, at vi får meget svært ved at holde os under de 1,5 graders temperaturstigning, som en lang række lande er blevet enige om i Paris-aftalen. Der vil blive brug for radikale stop for udledning af CO2 og andre drivhusgasser her og nu. Trods stigende indfasning af vedvarende energikilder som sol og vind og innovative spring inden for en række teknologier, som skal hjælpe os med at forvandle sort til grønt, når det gælder energi, transport, produktion og forbrug, så går udvikling og implementering alligevel for langsomt i forhold til det, som trækker i den modsatte retning: øget forbrug og træk på ressourcer, som sender blandt andet kuldioxid op i atmosfæren.

Det gælder også i Norden, hvor udledningen af drivhusgasser fortsat er for høj og samlet set ligget omkring det europæiske gennemsnit for udledning af CO2 pr. indbygger. Til gengæld er vi i Norden langt fremme, hvad angår indfasning af vedvarende energi og udvikling af grønne teknologier. Og det kan på sigt styrke Norden som ikke bare en showcase for grøn omstilling men også som storeksportør af grøn energi og grønne teknologier. Men det forudsætter store investeringer og politisk vilje til at sætte rammevilkår, der skubber på den udvikling.

Elektrificering er basalt
Jo mere, der kan sættes strøm til, jo bedre – set udfra en klimabetragtning. Det hænger sammen med, at elektricitet er den energiform, der er nemmest at ændre fra sort til grøn. Vind og sol kan erstatte kul og olie som elkilder, og er allerede pænt på vej til at gøre det i Norden, godt hjulpet på vej af, at vindenergi er blevet markant billigere de senere år - mens vandkraft allerede i mange år har leveret hovedparten af den grønne strøm i Norge, Sverige, Finland og på Island.

Men omlægning til el vil - trods diverse energieffektiviseringer - føre til et voksende behov for produktion og distribution af el. Vandkraft forventes ikke at kunne udbygges væsentligt i forhold til den nværende produktion. Kernekraft udbygges i Finland, men reduceres i Sverige og er ikke politisk relevant i de øvrige nordiske lande. Solenergi kan udbygges – og her samler interessen sig blandt andet omkring flydende solcelleparker – men på vores breddegrader bliver solenergi næppe den afgørende leverandør af grøn el.

Til gengæld har vi godt med vind og meget hav omkring os. Det danske statslige selskab Energinet vurderer, at alene i de danske farvande er der potentiale for produktion af tre gange så meget el, som der vil blive brug for i et fuldt elektrificeret Danmark. Det er baggrunden for, at interessen samler sig om at producere grøn el på havet. Danmark er langt fremme med i øjeblikket 15 havvindmølleparker i drift. I Norge har man fokus på flydende havvindmølleparker, som kan anbringes på havdybder, hvor det er svært at placere fundamenter på havbunden. Og i Danmark er det besluttet at etablere to kunstige energiøer i henholdsvis Nordsøen og Østersøen til produktion af grøn energi på basis af havvind. I Sverige med store øde områder, ser man udover havbaserede vindmøller fortsat også et stort potentiale i landbaserede vindmølleparker – et koncept, som i stigende omfang møder folkelig modstand i Norge og Danmark og har ført til annulering af flere projekter.

Mens vi med stor sandsynlighed i løbet af nogle år godt vil kunne producere det kvantum grønne el, som skal til for at forsyne et samfund, der i høj grad er blevet elektrificeret – og måske endda vil kunne eksportere grøn el i et større omfang til vores nabolande - så vil der fortsat være i hvertfald tre store udfordringer tilbage.

Det sure med det søde – elektrificeringens udfordringer
Det ene er distributionen af el. Elektrificeringen vil kræve udbygning af transmissionnettet og distributionsnettet, sådan at vi kan få den grønne el ledt ud i alle hjørner af samfundet og i et omfang, der gør at alt lige fra el-drevne varmepumper i industri, fjernvarme og boliger til el-biler på arbejdspladser og villaveje kan få den mængde strøm, de har behov for. Transmissionsnettet mellem de nordiske lande er godt udbygget, men en elektrificering af det omfang, som bliver nødvendig i den grønne omstilling, kommer til at kræve markante udbygninger. Vi taler om store investeringer, som også kan møde folkelig modstand fra dem, der ikke synes ledninger pynter i landskabet.

Den anden udfordring er lagringen af el. Med sol og vind som afgørende kilder for elforsyningen vil perioder uden adgang til dem kræve, at vi kan forsyne os fra kilder, der har lagret strømmen, mens solen skinnede, og vinden blæste. Batterier er teknologisk set den nemme løsning – men batteri-teknologien er slet ikke i nærheden af at kunne flytte de mængder energi, der bliver nødvendigt. Varmelagring i sten, vand eller salt er andre teknologier, som kan bidrage til at holde os varme, hvis elforsyningen svigter.

Men en af de mest lovende teknologier er brint og brændselsceller, hvor grøn strøm sættes til vand i et elektrolyseanlæg og skaber brint, der på et senere tidspunkt kan producere elektricitet ved at blive ledt gennem en brændselscelle. Denne proces involverer på nuværende tidspunkt et større energitab (som kan gøres mindre ved at udnytte varmen fra elektrolyseprocessen i f.eks. fjernvarmen), men det er en måde at lagre og genskabe elektricitet på, som kan blive relevant, når vi får en stor produktion af el fra vedvarende kilder.

Den nye ingrediens: Power-to-X
Den tredje udfordring er, at ikke alle energikrævende processer kan sluttes til en stikkontakt. Den direkte elektrificering har sine begrænsninger – ikke mindst i forhold til at flytte tunge objekter på lange distancer – herunder fly og skibe. Batterierne bliver simpelthen for tunge. Derfor er der på nordisk plan i dag fokus på såkaldt indirekte elektrificering – power-to-x - hvor strøm fra vedvarende kilder som vind og sol konverteres til brint eller brintbaserede produkter som f.eks. flydende metanol og ammoniak, der kan hældes på tankene i biler, skibe, tog og fly.

Power-to-x er interessant udfra flere perspektiver. For det første kan konceptet være det, som – sammen med blandt andet biodiesel - gør store dele af den langtrækkende tunge transport grøn. Men også industri og landbrug forbruger brint eller brintbaserede produkter som metanol og ammoniak, der i dag fremstilles ud fra fossile produkter. For det andet kan produktionen af brint være med til at gøre investeringerne i udbygningen af sol og vind mere rentabel, idet el herfra kan bruges til at producere brint på de tidspunkter, hvor produktionskapaciteten på el overstiger forbruget. Endelig kan der fra nordisk side være et forretningspotentiale i at udnytte de gunstige vindforhold, vi har, til at producere brint på dedikerede brint-vindmøllefarme på havet, lede det ind gennem allerede etablerede gasledninger, og sende det sydpå til brug i f.eks. Tyskland, som har et stort industrielt forbrug af brint. Allerede nu er der planer om etablering af et europæisk brintrørs-system, som strækker sig fra Norge til Spanien.

Norden har med andre ord en geografi, en energihistorisk erfaring og et teknologisk forspring inden for en række områder, der gør det muligt at sammensætte en cocktail af løsninger, som er effektiv til nedbringning af CO2 - ikke blot i Norden men også i andre lande som resultatet af eksport.

CO2

Hvordan fanger vi ånden i flasken?

Uanset, hvor meget vi sparer på energien eller omlægger til vedvarende kilder, så vil der fortsat være processer, som udleder CO2, og der vil være et behov for at fange denne CO2 og enten gemme den væk (CCS: Carbon Capture Storage) eller bruge den til noget fornuftigt (CCSU: Carbon Capture Storage and Utilisation).

En af de industrier, som udleder mest CO2 og vil få vanskeligt ved at blive CO2-neutrale inden for overskuelig tid, er cementindustrien. 4% af Danmarks samlede CO2-udledning på dansk territorium kommer således fra cementproducenten Aalborg Portland. Her arbejder man sammen med partnere i projekterne GreenCem og GreenSand på at finde metoder til at indfange CO2 fra skorstenene, transportere den ud til undersøiske lagre i Nordsøen eller genbruge den opsamlede CO2 til f.eks. fremstilling af flydende metanol i en syntese med brint fra vedvarende kilder.

Norge begyndte i 1996 som nogle af de første i verden at arbejde med fangst og lagring af CO2 i forbindelse med Sleipner feltet. For et år siden lancerede den norske regering dernæst projektet Longship, som skal facilitere fangst og lagring af CO2 fra blandt andet Norcems cementfabrik i Brevik og Fortum Oslos varmeanlæg. Som en del af projektet indgår Northern Lights projektet, hvor Equinor, Shell og Total arbejder på at kunne transportere indfanget CO2 i flydende form til en terminal i det vestlige Norge, hvorfra det skal pumpes ud til et lager 2,6 km under havbunden i Nordsøen.

En af ”leverandørerne” af CO2 bliver raffinaderiet Preem ved Lysekil i Sverige. Her har man opført et testanslæg til fangst af CO2 fra røggasserne på anlægget, og de vil blive transporteret til Norge og som led i Northern Lights projektet blive deponeret i undergrunden.

CO2 kan også fanges direkte fra atmosfæren, hvilket man arbejder med på Island, hvor verdens første kommercielle anlæg inden for området – Orca anlægget - netop er begyndt at suge CO2 ud af luften, efterbehandle den og lagre den underjordisk. Processen er dog meget energikrævende og derfor ikke så effektiv til reduktion af CO2, som hvis man fanger kuldioxiden direkte ved produktionskilden. Til gengæld kan man med denne teknologi samle kuldioxid op, som allerede findes i atmosfæren.

Sker fangsten af CO2 fra såkaldte bæredygtige biogene processer, kan kuldioxiden ikke bare lagres men også med fordel anvendes i f.eks. fremstillingen af grønne power-to-x-brændsler som grøn metanol. På den måde bliver CO2 en vigtig kilde til grønne brændsler – og der er allerede advarsler om, at denne type CO2kan blive en mangelvare, hvis vi vil satse stort på power-to-x brændsler. Fangst af biogent CO2 kan ske ved biomassebaserede kraftværker, biogasopgraderingsanlæg og affaldsforbrændingsværker, hvilket der allerede i dag arbejdes med. Senest er et pilotprojekt med opsamling af CO2 blevet igangsat på forbrændingsanlægget Amager Bakke ved København.

Norden er begunstiget i forhold til lagring af CO2, idet vi har store områder i Nordsøen med udtømte naturgaslagre, som kan anvendes til lagring af kuldioxid. Disse lagringsfaciliteter vil også kunne tilbydes til andre lande uden for Norden. Får vi gang i produktionen af grønne brændsler som metanol, der skal bruge en CO2-kilde, vil vi tilmed kunne bruge kuldioxiden aktivt i den grønne omstilling og skabe produkter med et eksportpotentiale.

Norges dilemma

Den sidste olie?

Norges vælgere stemte i september et nyt flertal ind i Stortinget. Det skete efter en valgkamp, der i høj grad har handlet om klimaet. Nærmere bestemt: Hvad skal der ske med den olie, som stadig ligger ude i Nordsøen? Skal den bringes ind i samme omfang som tidligere og også fremover være det sorte guld, som finansierer det norske velfærdssamfund? Og skal man fortsætte søgningen efter nye olieforekomster, som der sandsynligvis er ligeså mange tilbage af som dem, man har udvundet de sidste 50 år? Eller skal man afvikle olie- og naturgasproduktionen hurtigst muligt og satse på at blive f.eks. storeksportør af grøn energi fra ikke kun vand men også vind?

Regeringsskiftet behøver imidlertid ikke at betyde en markant ændring af Norges olie-politik, da partiet ikke bliver afhængige af de venstrepartier, som ønsker afviklingen af olieproduktionen fremskyndet.

Imens arbejder olieselskabet Equinor – det tidligere Statoil – der er den største producent af olie i landet og for 67 procents vedkommende ejes af den norske stat, ihærdigt på at udvikle planer for olieudvindingen, som skal gøre den grønnere. Men slet ikke ihærdigt nok, mener kritikerne. De henviser til, at Equinors planer om at effektivisere og øge grøn elektrificering på boreplatformene kun forholder sig til det CO2-udslip, der genereres under selv olieudvindingen og ikke til det udslip, som olien forårsager under forbruget rundt om i verden – hvilket udgør 95% af de totale udledninger, selskabets produkt giver anledning til globalt.

Equinor har dernæst kastet mange ressourcer ind i området ”blå brint”, hvor brint fremstilles på basis af naturgas, men hvor CO2’en opsamles og deponeres. Den blå brint kan erstatte den sorte eller grå brint, hvor CO2 ikke fjernes, men udledes i atmosfæren under produktionen. Argumentet for at intensivere fremstillingen af blå brint er, at der i dag ikke er vedvarende energi nok til at fremstille grøn brint i det omfang, som skal til for at erstatte sort brint, og at en omstilling til et mere brintbaseret energikredsløb vil gå hurtigere med rigelige mængder blå brint, hvorfra vejen er banet for bred anvendelse af grøn brint, når det bliver muligt at fremstille i store mængder.

Spørgsmålet for Equinor med staten som hovedejer er dog næppe OM, der skal ske en afvikling af olie-og naturgasproduktionen, men HVORNÅR. Argumentet for at fortsætte produktionen lyder, at verden vil have brug for de fossile produkter en del år endnu, og at det er bedre, at de produceres i Norge under mere klimavenlige forhold end andre steder.

Olie- og gassektoren står for 42% af Norges nationale eksport og anslås at udgøre 14% af landets BNP. Det er således en supertanker, der skal vendes – og med en ny regering i Stortinget bliver det spændende at se, hvordan man vil gribe det an.

Publiceret i Nordic Business, november 2021