Gi’ den gas med CSR og Verdensmål – og fortæl om det

Om godt en måned rinder året 2018 ud, og det betyder for en række virksomheder, at de for første gang skal aflægge en CSR-rapport. Det gælder omkring 1.100 virksomheder, som ikke hidtil har været forpligtet hertil, men som har flere end 250 medarbejdere. Ifølge en ændring af årsregnskabsloven tilbage i 2015 skal disse virksomheder fra og med i år rapportere, hvordan de på en række parametre lever op til social ansvarlighed: Corporate Social Responsibility.

Der vil utvivlsomt være en del inden for energi- og forsyningssektoren, som nu for første gang står over for denne opgave. Nogle har allerede sat deres CSR-indsats i system – andre har ikke. Nogle har taget skridtet videre og har i deres forretningsstrategi også forholdt sig til FN’s 17 Verdensmål – andre har ikke.

Men hvorfor ikke gøre en dyd ud af nødvendigheden og benytte den lovmæssige forpligtelse til at give den gas, når det gælder CSR og Verdensmål? Med det mener jeg at synliggøre, hvad man som virksomhed gør inden for disse områder – ikke bare i tal og tørre rapporter – men også i form af god og fængende storytelling.

For de fleste af os elsker gode historier om dem, der skiller sig ud, gør en forskel, brænder for noget og handler på det. Alle eventyr er gjort af det stof – og i arbejdet med CSR og Verdensmålene er der masser af den slags historier at øse af.  Medarbejderne bliver gladere af at arbejde for et højere formål, der rækker udover at tjene til det daglige brød. Kunderne bliver gladere af at handle med virksomheder, som ikke kun tænker i cool cash. Og det omkringliggende samfund bliver gladere af at have virksomheder som naboer, der også tænker på, hvordan vi i fremtiden sikrer et bæredygtigt samfund – lokalt og globalt.

Men det forudsætter, at man som virksomhed taler højt om, hvad man gør. Eller måske ligefrem sætter sig i spidsen for en bevægelse. Tidligere kunne CSR have karakter af en slags ”aflad” – et socialt ansvar, man som virksomhed påtog sig for at få ”license to operate” på de økonomiske lægter.  Nogle fortalte om deres aktiviteter, mens andre holdt lav profil – for ikke at fremstå ”selvfede” i jantelovs-Danmark. Eller risikere at stille bagdelen i klaskhøjde for dem, der kunne finde på at lede efter områder, hvor virksomheden ikke udviste samfundsmæssig ansvarlighed.

I de seneste år er der imidlertid opstået en ny trend. Nogle virksomheder er begyndt at gå foran i forhold til at sætte en dagsorden, der sikrer en bæredygtig fremtid. De siger, at vi som samfund ikke kan vente på politikerne, der har deres taburetter efter kommende valg at tage hensyn til. Under overskrifter som: Hvorfor gøre noget godt for et par millionærer, hvis man kan gøre noget godt for et par millioner mennesker? vælger nogle virksomheder en mærkesag, som de sætter mange ressourcer ind på at arbejde for. Samtidig med at de naturligvis driver en forretning på forretningsmæssige vilkår. Man kalder det corporate activism. Begrebet er opstået i USA – men begynder så småt at dukke op herhjemme også.

Der er selvfølgelig et stykke vej fra at oplyse om sine politikker i forhold til miljø, sociale forhold og respekt for menneskerettigheder i en CSR-rapportering, indarbejde nogle af FN’s verdensmål i sin forretningsstrategi og måle på fremgang - og så til at blive decideret corporate aktivist med skabelsen af en bevægelse for øje.

Men når man nu alligevel skal rapportere om sit samfundsmæssige ansvar som virksomhed, hvorfor så ikke slippe de gode historier fri af rapporterne og give dem vinger og medvind på alle kanaler - til inspiration og glæde for virksomhedens interessenter?

Dette indlæg har været bragt i Energy Supply den 15. november 2018.