Femern-forbindelsen blev nævnt igen og igen som en af de vigtigste forudsætninger for at styrke handelsforbindelserne mellem Østdanmark og Nordtyskland. Stedet var Hamborg Handelskammer, hvor 230 danske og tyske forretningsfolk for kort tid siden havde sat hinanden stævne i forbindelse med Hamburg Copenhagen Business Forum 2018. Men på konferencen blev det også klart, at vi ikke kun behøver en fysisk forbindelse. Det er også vigtig at bygge bro kulturelt mellem vore to lande, hvis vi vil styrke samarbejdet.
Karsten Dybvad, adm. direktør i Dansk Industri, gik så langt som til at fremhæve nødvendigheden af, at vi genopdager vores historiske bånd, som var stærke før i tiden, men som blev nedtonet efter krigen, hvor vi i Danmark begyndte af orientere os mere mod den angelsaksiske verden. Stadigvæk er Tyskland dog vores vigtigste eksportmarked, men der ligger fortsat et stort, uudnyttet potentiale for Danmark i det store naboland mod syd, som huser mere end 80 mio indbyggere.
Beton og ingeniørarbejde gør det ikke alene
Det er her, den faste forbindelse over Femern Bælt kommer ind i billedet. For med den nuværende infrastruktur er der for lang transporttid mellem Østdanmark og Nordtyskland til, at en opblomstring af handelsforbindelserne mellem de to regioner naturligt finder sted.
Men beton og ingeniørarbejde gør det ikke alene. Mere samhandel forudsætter også, at der er en større indsigt i forskellen mellem dansk og tysk mentalitet. For paradoksalt nok er forretningskulturerne noget forskellige mellem vore to nabolande.
Den hollandske sociolog Geert Hofstede har i sine anerkendte studier af nationale kulturer således dokumenteret, at den danske og tyske mentalitet afviger på væsentlige områder. I Tyskland er man mere hierarkisk orienteret, mere formelle end i Danmark og man søger i højere grad at undgå usikkerheder. Det betyder blandt andet, at man i større udstrækning følger kommandovejen i Tyskland, tiltaler hinanden med De og gerne med titler, og er meget grundigt forberedt til møder. Hvor en dansker ofte vil gå ind i et møde med holdningen: ”Det skal nok gå”, så vil en tysker ofte gå ind i et møde med indstillingen ”Ordnung Muss Sein”.
Det tyske marked opfattes af mange som svært at komme ind på. Noget kan gøres lettere gennem en styrket infrastruktur, men meget kan også lettes gennem en bedre forståelse af, hvordan det tyske marked og den tyske kultur ser ud. En del ”brobyggere” som handelskammer, rådgivere og eksperter i tyske forhold står parate til at hjælpe danske virksomheder med at komme tættere på de mange kunder og forbrugere i det store naboland mod syd. Det er blot et spørgsmål om at række ud efter brobyggerne - og så kan man være godt på vej til at gøre det tyske nærmarked til sit eget.