Et “gambisk forår” rullede i 2016 henover det lille vestafrikanske land, hvor befolkningen satte den autokratiske præsident Jammeh på porten og indsatte den demokratisk-sindede Barrow på posten. Men hvor nemt er det at udvikle demokrati i et land, som er præget af stor fattigdom, arbejdsløshed, analfabetisme og korruption? Det ser vi nærmere på i denne analyse. Partner i Kontekst Kommunikation, Marie-Louise Arnfast, er engageret i udviklingen af journalistik og medier i Gambia gennem organisationen Gambia Media Support, som blandt andet har etableret en uddannelse for journalister og kommunikationsfolk i Gambia.
Demokrati i Gambia - er det muligt?
Af Marie-Louise Arnfast, Torben due & Thure Hastrup
Den 2. december 2016 skete der noget – for de fleste – ganske uventet i Gambia. Den siddende præsident Yahya Jammeh tabte præsidentvalget til oppositionens kandidat Adam Barrow. De færreste havde anset det for muligt, at Jammeh kunne tabe et valg – set i lyset af de manipulationer og den undertrykkelse, som præsidentens regime har praktiseret op til samtlige valg, siden han kom til magten ved et kup i 1994. Jammeh nægtede at træde tilbage, men efter pres fra de omkringliggende afrikanske lande og internationale organisationer måtte han til sidst forlade Gambia og overlade embedet til Barrow. Dermed ser det ud til, at 22 års diktatur er afløst af noget, som kan udvikle sig i demokratisk retning. På fredelig vis. Barrow er gået til valg på demokratisering og har bebudet en række reformer af politisk og økonomisk art.
Men hvordan er mulighederne for at udvikle demokrati i Gambia? Sporene skræmmer, når vi ser på flertallet af afrikanske stater. Kun ganske få kan siges at have et demokratisk styre. En række strukturer, som ikke mindst hænger sammen med koloniseringen, trækker i andre retninger.
I denne artikel vil vi give et bud på, hvilke muligheder og hvilke udfordringer og dilemmaer Gambia står overfor, når det gælder demokratisering. Det vil vi gøre med udgangspunkt i betragtninger hos Georg Sørensen i "Democracy and Democratization" (Sørensen 2008) og Brown og Stewart i "Fragile States" (Brown & Stewart, 2009) angående demokratisering i skrøbelige stater.
Vi vil se på, hvordan den aktuelle udvikling i Gambia har udformet sig i det første halve år, der er gået siden indsættelsen af den nye præsident i januar 2017. Hvilke tiltag er sket? Og hvordan skal vi vurdere dem, set i lyset af det valgte framework for analyse af demokratisering i skrøbelige stater?
Karakteristika for post-autoritære demokratiske transformationer
Georg Sørensen identificerer fire forhold, der er karakteristiske for de lande, som vi i nyere tid har set bevæge sig fra en autoritær styreform henimod en eller anden grad af demokratisering. De fire forhold er: 1) Afholdelsen af valg, som bringer nye, demokratisk orienterede kræfter på banen. 2) De pågældende stater er typisk svage/skrøbelige. 3) De er ofte domineret af en snæver elite. Men 4) Landene er også tit præget af en voksende folkelig mobilisering i forhold til kampen for demokrati.
Valg - demokratiske kræfter kommer til
Som i flertallet af autoritære regimer har der i Gambia været afholdt valg med regelmæssige mellemrum op gennem den tidligere præsident Jammehs styre. De færreste autoritære regimer kan sikre sig et minimum af legitimitet, såfremt der ikke afholdes valg. Og forfatningen i Gambia fra 1997 tilsiger da også, at der skal afholdes valg til præsidentposten hvert femte år, ligesom der skal afholdes valg til Nationalforsamlingen med samme interval.
Men valgene i Gambia har ikke kunnet karakteriseres som frie og fair. Forskellige former for "benspænd" har fundet sted fra Jammeh-styrets side. Oppositionens kandidater har været udsat for repression, lige fra intimidering og vilkårlige fængslinger til direkte henrettelser. Og Jammeh-styret har krævet eksorbitante beløb for opstilling af kandidater til valgene (Freedomhouse).
Der har ikke op til valgene været tale om en fri og åben debat – fx i medierne. Medier er blevet lukket, hvis de var for kritiske mod styret. Journalister er blevet forfulgt. 20% af gambiske journalister befandt sig i exil af sikkerhedsmæssige grunde op til valget i 2016. En forordning gør det muligt at idømme flere års fængsel for at sprede såkaldte falske nyheder og karikere offentlige personer.
Alligevel lykkedes det Barrow at vinde valget i december 2016 med godt 43% procent af stemmerne - mens Jammeh fik godt 39% af stemmerne, og en tredje kandidat Kandeh, en udbryder fra Jammehs parti, fik tæt på 18% af stemmerne. Hvad adskilte dette valg fra tidligere? Hvordan kunne Barrow vinde?
Det har været karakteristisk for oppositionen i Gambia, at den har været splittet og har haft svært ved at finde fælles fodslag. Således deltog kun en del af oppositionen i det forrige valg i 2011. Debatten om, hvorvidt man overhovedet skulle stille op, når spillereglerne åbenlyst favoriserede det siddende styre, splittede oppositionen. Forløbet omkring valget i 2011 førte til et mislykket kupforsøg mod Jammeh i 2014. Herefter blev der slået hårdt ned på oppositionen og civilsamfundet. Mange af lederne af det største oppositionsparti UDP blev smidt i fængsel, og demonstrationer slået ned med hård hånd. Undertrykkelsen medførte dog også, at det internationale samfund (ECOWAS, FN og menneskerettighedsorganisationer) tog kraftigt afstand fra Jammehs styre.
I foråret 2016 øjnede både oppositionens mange partier og store dele af diasporaen nye muligheder for at deltage. Koalitionsprocessen var vanskelig, men pres fra debatten på sociale medier og fra diasporaen, som i stor grad finansierede oppositionspartierne, førte til en dialog, der mundede ud i opstillingen af en fælles kandidat for syv partier: Adama Barrow, en ejendomsmægler, der aldrig før havde haft en politisk valgt post.
Barrow og koalitionens valgkampagne var oppe mod Jammehs misbrug af offentlige midler og statens ressourcer til at føre valgkamp. Men diasporaen var med hjælp fra crowd-funding apps og websites i stand til at sætte gang i en kraftig kampagne. Oppositionens valgmøder tiltrak større menneskemængder, og gennem brug af sociale medier undgik man censuren. At oppositionen kunne vinde valget skyldtes dog også hybris fra Jammehs side. Jammeh havde tilladt, at optællingen på selve valgdagen foregik transparent og på valgstedet som ”on-the-spot ballot counts”. Valgkommissionen (IEC) og repræsentanter for de deltagende partier skulle overvåge optællingen. Via mobiltelefon kunne oppositionskoalitionens repræsentanter således gennemføre en parallel optælling sideløbende med IEC’s.
Der var opsamlet en bred utilfredshed med Jammeh, som – ud over at bunde i modstand mod undertrykkelsen og mangel på demokratiske rettigheder – havde rod i en forværret økonomisk situation og høj arbejdsløshed, især blandt unge. Utilfredsheden med styret i diasporaen spillede også en stor rolle. Diasporaen indsamlede midler til at betale for opstillingen af kandidater og udnyttede sociale medier til at skabe en reel modinformation, der nåede bredt ud til Gambias befolkning med en alternativ historie om styrets undertrykkelse og massive korruption.
Da Jammeh skiftede mening, nægtede at acceptere valgresultatet og erklærede valget for ugyldigt, var det for sent. Det reelle valgresultat var kendt internt i Gambia, og hans styre var internationalt isoleret. ECOWAS, FN og Den Afrikanske Union (AU) kunne derfor presse Jammeh til forhandlinger med Barrow. Da en ECOWAS højniveau-delegation – præsidenterne fra Liberia, Nigeria og Ghana – ikke havde held med at få Jammeh til at træde tilbage, strammede man skruen. ECOWAS fik udnævnt Barrow til præsident, og en militær invasion fra Senegal var i gang. På dette tidspunkt opgav det gambiske militær at støtte Jammeh, der måtte flyve i eksil 21. januar 2017 (JoD: 2017, 2002 og 1998).
Men som påpeget af blandt andre Larry Diamond (Diamond 1999), så er afholdelsen af demokratiske valg jo langt fra det samme som konsolidering af demokrati. Essensen i en demokratisk konsolidering er, at demokratiske principper og metoder omfavnes af både eliter og masser. 1) Demokratiet må uddybes med større sikring af politiske og civile rettigheder, samt sikring af, at valgte ledere og institutioner står til ansvar, både over for vælgerne og horisontalt (uafhængigt retsvæsen, parlament og begrænsninger på den udøvende magt), samt at kontrollen med stat og militær udøves af de valgte. 2) Demokratiets politiske institutioner må blive mere sammenhængende, autonome og i stand til at udøve deres mandater, således at alle væsentlige politiske aktører vil rette sig efter deres normer og spilleregler. 3) Demokratiet må adressere samfundets mest presserende problemer effektivt, samtidig med at det sikrer den frihed, ansvarlighed og lydhørhed, som borgerne forventer sig af en demokratisk regering. Der skal med andre ord leveres også på de politiske dimensioner af demokratiet.
Hvordan ser situationen i Gambia ud efter valget af Barrow? Barrow er gået til valg på en øget demokratisering. I det halve år, der er fulgt i kølvandet på hans indsættelse i januar 2017, har der været afholdt valg til Nationalforsamlingen, som siden 2012 havde været totalt domineret af militærstyrets parti. Valgobservatørerne, med EU som de vigtigste, vurderede valget som frit og fair. Barrow’s UDP fik 31 af de 53 pladser, mens det tidligere regimebærende parti APRC fik 5 – og fem mindre partier resten. Vælgerdeltagelsen var dog skuffende, da kun 42% af de registrerede vælgere stemte. Andre udfordringer er, at kun tre kvinder (6%) blev valgt til Nationalforsamlingen. Den ny-udpegede valgkommission IEC nyder respekt og gennemførte valget med stor gennemsigtighed og valgobservation samt partitilforordnede til stede under optællingen. Men både IEC og Højesteret-dommerne udpeges direkte af præsidenten, vælgerregistreringen er ikke opdateret, og opdelingen af valgkredse giver en helt skæv repræsentation til parlamentet. Der er også en udfordring med en nærmest ikke-eksisterende regulering af finansieringen af partier og kandidaters valgkampagner (EU 2017, Electoral Observation Mission).
Der er derfor mange udfordringer for den komite, som skal komme med et forslag til en ny forfatning. Planen er, at den skal træde i kraft inden for 2 år, efter at have været sendt til folkeafstemning (The Point). Gambias eksisterende forfatning har ganske vist et demokratisk fundament. Den foreskriver som tidligere nævnt regelmæssige valg, bygger på en tredeling af magten og et flerpartisystem. Den garanterer fundamentale borgerrettigheder, inklusiv ytringsfrihed. Men med en række særlige forordninger har Jammeh i årenes løb udhulet forfatningen.
Et af de væsentligste elementer i en demokratisering er presse- og ytringsfrihed. At medierne har mulighed for at agere vagthund i forhold til, om offentlige og private institutioner leverer effektiv og kvalitetsorienteret service til befolkningen, er en vigtig byggeklods i demokratiet. Det samme gælder pressens adgang til at skabe platforme og rum for debat.
Medierne i Gambia er svage og dårligt forberedte til at tage denne opgave på sig, grundet de mange års repression. Det statsejede Gambia Radio og Television (GRTS), som er det eneste medie, der er landsdækkende, har fungeret som propagandakanal for det tidligere styre. På de øvrige medier har selvcensur været udbredt, og de ansatte har begrænset uddannelse. Først for nylig har landet fået en journalistuddannelse - ved hjælp af bistand fra Danmark i øvrigt (GAMES).
Barrow-regeringen har erklæret sig parat til at gøre noget ved dette. Blandt andet i form af en ny medielov (The Point) og udvikling af GRTS til en egentlig public service station. Journalisternes fagforening Gambia Press Union spiller en ledende rolle i denne proces.
En række tiltag peger således i retning af, at den nyvalgte præsident står ved sine løfter om demokratisering, og at der er en proces i gang, som kan konsolidere demokratiudviklingen. Dog rapporteres der i pressen også om hændelser, som forstyrrer billedet. Således forlyder det, at personer er blevet tilbageholdt uden at komme for en dommer (Foroyaa 17663). Oppositionen siger, at den er blevet nægtet tilladelse til at holde offentlige arrangementer den 22. juli, som er en mærkedag for det tidligere regime. Og det forlyder, at ikke alle politiske fanger er blevet løsladt (Foroyaa 17734).
Svag stat i en svag økonomi
Ifølge Georg Sørensen er lande, der befinder sig i en demokratiseringsproces efter at have gennemlevet en årrække under autoritære styreformer, ofte karakteriseret ved at have svage stater – og forudsætningen for konsolidering af demokrati i svage stater er, at disse bliver stærkere (Sørensen 2008).
Der findes ikke en alment accepteret definition på en svag eller skrøbelig stat, men Sørensen kommer med dette bud:
1) Økonomien er svag og usammenhængende og ikke tilstrækkelig til at sikre et basalt niveau af velfærd for befolkningen eller sikre et effektivt fungerende statsapparat. Ofte er økonomien baseret på monokultur og export af nogle få varekategorier. Levestandarden er lav.
2) Den nationale sammenhængskraft er svag. Etnisk identitet dominerer over national identitet. Ofte er der konflikter mellem forskellige etniske grupper.
3) Der er mangel på effektive og responsive institutioner med kompetente embedsfolk, som kan eksekvere ud fra rationelle kriterier. I stedet er der ofte tale om udbredt korruption og nepotisme.
Stewart og Brown har idenficeret 3 dimensioner af skrøbelighed som mangler i forhold til:
1) Autoritet. Her menes statens manglende kapacitet til at beskytte borgerne mod vold i forskellige former. Det kan være borgerkrig, manglende kontrol med hele landet, vold baseret på race, religion eller etnicitet samt udbredt kriminalitet.
2) Levering af serviceydelser. Det gælder især offentlige ydelser inden for sundhed, uddannelse, vandforsyning, infrastruktur, energi samt reduktion af fattigdom.
3) Legimitet. Det findes især, når demokrati er fraværende, militæret har stor indflydelse på regeringen, oppositionen undertrykkes, der er fravær af borgerrettigheder og marginalisering af store befolkningsgrupper.
Tilsammen dækker de to tilgange til svage eller skrøbelige stater alle væsentlige aspekter. Gambia er ifølge Stewart og Brown ikke en skrøbelig stat, men de identificerer levering af serviceydelser og legitimitet som risikoområder. Deres artikel er skrevet før magtskiftet, og selv om det må vurderes, at de fleste aspekter i forhold til legitimitet er forbedret, så er det usikkert, om forbedringerne kan fastholdes og udbygges i fremtiden. Tilbage står spørgsmålet om serviceydelser.
Fattigdom, uddannelse og sundhed er meget væsentlige udfordringer i Gambia, som er et af de fattigste lande i verden. Gambia er af FAO klassificeret som et lav-indkomstland med fødevareunderskud. Halvdelen af befolkningen lever i fattigom, og 37% lever i ekstrem fattigdom. På Human Development Index rangerede Gambia i 2015 som nummer 175 ud af 188 lande (Uneca).
Der er ingen tvivl om, at der er store forventninger blandt de fattige om bedre leveforhold, som omfatter en højere indkomst og bedre levering af serviceydelser. Spørgsmålet er derfor, om præsident Barrow kan levere, hvad der forventes. Inden vi går videre med at besvare dette spørgsmål, vil vi først se på den bredere økonomiske sammenhæng i Gambia (Uneca).
3/4 af befolkningen på knap 2 mio indbyggere er afhængig af landbruget, som for størstedelens vedkommende er subsistenslandbrug med lav produktivitet og stor sårbarhed over for tørke. Landbruget udgør 21% af BNP.
Den industrielle sektor er underudviklet og primært drevet af byggeri og lettere fødevareforarbejdning. Industrien udgjorde 15% af BNP i 2015. Vækst hæmmes af dårlig infrastruktur – herunder ustabil elforsyning – og begrænset adgang til kvalificeret arbejdskraft, idet analfabetismen ligger på omkring 30% blandt de 15 til 24-årige. Men investeringslysten har under Jammeh-regimet også lidt under manglende beskyttelse af privat ejendom, vilkårlige eksproprieringer samt korruption.
Gambia har inden for de seneste årtier udviklet en omfattende turistindustri, rettet mod primært europæere, og turismen genererer 20% af BNP. Frygt for Ebola (som har hærget i andre områder af Vestafrika) har imidlertid ført til en markant nedgang i antallet af turister de senere år.
Engros- og detailsalg udgør 25% af BNP, hvor reexport af varer fra primært Kina ind i omkringliggende lande som Guinea, Mali og Senegal udgør 80% af exporten. Den resterende del af exporten består primært af peanuts og frugt. Landet har ingen råstoffer af betydning.
Gambia er et af de mest ulige samfund i verden med en Gini-koefficient på 0.46. Der er stor ulighed mellem land og by, hvilket udløser en permanent masseindvandring fra land til by. Men med en arbejdsløshed på 30% af den arbejdsduelige befolkning søger et stigende antal gambianere ad den såkaldte "bagvej" over Middelhavet til EU. I 2015 søgte mere end 12.000 gambianere asyl i EU. Dermed var Gambia det land, der i 2015 havde det største antal asylansøgere pr. indbygger.
Som følge af blandt andet denne trafik udgør remitter fra migranter 20% af BNP. Beløbet er fordoblet i perioden 2003 til 2010, og den gambiske økonomi er derfor ganske afhængig af remitter – såvel som af udviklingshjælp.
Barrow har således overtaget en økonomi med store strukturelle såvel som konjunkturelle udfordringer. Dertil kommer, at Jammeh efter forlydender havde tømt statskassen, inden han forlod landet i januar, og at landet var tæt på bankerot (JoD 2017:156).
Med til billedet hører også, at den offentlige gæld er vokset voldsomt de sidste år og nu er over 100% af BNP. Det betyder, at servicering af gælden og betaling af lønninger til statsansatte udgør 70% af det totale statsbudget (UNDAF). Det økonomiske råderum for at realisere de forbedringer, som befolkningen forventer, er derfor meget begrænset – med mindre der kommer store private investeringer og/eller international bistand på et betydeligt højere niveau end de senere år. Dertil kommer en befolkningstilvækst på 3,3% (Uneca), som betyder, at befolkningen fordobles i løbet af de næste 20 år, hvilket vil øge behovet for serviceydelser betydeligt.
Hvordan vil denne situation påvirke mulighederne for demokrati i Gambia? Der er et kausalt samspil mellem de dimensioner, som kendetegner en skrøbelig stat, idet en negativ udvikling i en dimension kan påvirke andre aspekter negativt. En manglende opfyldelse af befolkningens forventninger til forbedrede serviceydelser kan føre til, at den sociale kontrakt med vælgerne bliver brudt med tab af legitimitet til følge. Hvis man tager det et skridt videre, kan det lede til protester, som kan udfordre statens autoritet.
Et sådant scenario kan føre til en negativ udvikling henimod en skrøbelig stat, hvor mulighederne for at fastholde og udbygge de demokratiske fremskridt formindskes og i værste fald kan føre til en tilbagerulning af pressefrihed, undertrykkelse m.m.
For Barrow står det klart, at økonomien er en af de helt store udfordringer. Ved sin tiltrædelse i januar udtalte han således, at økonomien har førsteprioritet for ham, og at stablisering af økonomien er et must. Men hvilke tiltag er sket i det første halve år i forhold til forbedring af økonomien?
Et landbrugsprogram er ved at bliver introduceret for at øge produktionen og mindske sårbarheden i forbindelse med tørke. En frihandelsaftale er blevet indgået med Kina. Samarbejdet med Senegal er blevet intensiveret, blandt andet gennem indgåelse af aftaler omkring forsvar, turisme og fiskeri. Energiforsyningen er som tidligere nævnt en af de helt store udfordringer – også fordi det holder investorer tilbage. Indtil videre er en aftale blevet indgået med Senegal, der skal forbedre Gambias forsyning med elektricitet (Allafrica).
Men overordnet set kan man ikke sige, at det er store tiltag, som er sket i forhold til at forbedre økonomien. Derimod er der forlydender om, at leveomkostningerne er stigende, uden at indkomsterne er fulgt med (Foroyaa 17596).
Elite-dominans og strongman-syndromet
Landene syd for Sahara er karakteriseret ved, at magten ofte ligger hos en "stærk mand", der henter opbakning hos en elite til gengæld for at give den adgang til statens begrænsede ressourcer, hvad enten det drejer sig kontrakter, jobs, ejendom eller andre privilegier (Sørensen 2008). Ofte er magten baseret på kontrol over eller loyalitet fra de væbnede styrker. Dette mønster kan ses som en arv fra kolonitiden, hvor der efter uafhængigheden ikke eksisterede sociale kræfter, som var i stand til at disciplinere politiske ledere. Dette har også været tilfældet i Gambia, og en konsolidering af demokrati i Gambia kræver et strukturelt opgør med denne personcentrerede og militært baserede magt.
Jammeh kom som ung løjtnant til magten gennem et militærkup, da den gambianske hær i 1994 væltede præsident Dawda Kairaba Jawara, der ellers havde vundet samtlige demokratiske flerparti-valg siden 1965. Derefter holdt Jammeh sig ved magten gennem kontrol over de væbnede styrker, praktiseringen af en del-og-hersk-politik i form af tildeling af privilegier til loyale støtter og periodiske valg, som ikke har kunnet betegnes som frie og fair (JoD, 1998:65).
Barrow har tilkendegivet, at regeringen vil fremlægge lovforslag om en 2-perioders begrænsning på præsidentembedet. Samtidig har han udtalt, at han kun vil være leder af koalitionen i 3 år (The Standard). Dette er naturligvis hensigtserklæringer, som kun tiden kan vise realiteterne bag.
Hvad angår de væbnede styrker, så har Barrow udtrykt ønske om en normalisering af deres rolle. Med henblik på at sikre en professionalisering af militæret har han fremlagt planer om oprettelse af en militærskole og et akademi for militærvidenskab (The Point). Hæren har kvitteret ved at udtale anerkendelse af den demokratisk valgte præsident og har accepteret at underordne sig denne (The Point).
Hvad angår sikkerhedsstyrkerne, så forlod Jammehs personlige sikkerhedsfolk landet sammen med ham i januar, mens resten af styrken er genansat i andre embeder. Efterretningstjenesten har fået nyt navn og er blevet restruktureret i forhold til at varetage normale opgaver for et efterretningsvæsen i forhold til at beskytte landets sikkerhed.
Hæren er således sendt tilbage til kasernerne. Hvorvidt de bliver der, kan kun tiden vise. Det ser dog ikke umiddelbart ud til, at den tidligere præsident fortsat har loyale støtter inden for hæren eller de øvrige væbnede enheder. Hvorvidt det lykkes Barrow effektivt at adskille de væbnede styrker fra det politiske niveau og holde dem væk fra civile forhold, er igen et spørgsmål, som kun tiden kan vise.
Jammeh blev beskyldt for at favorisere visse stammer i forhold til jobs og privilegier og basere sin magt på loyal støtte fra dem. Barrow beskyldes i dag for at favorisere andre stammer. Der er desuden et vist pres på Barrow for at tilgodese grupper, som blev forfordelt under Jammeh. Indtil videre har Barrow udpeget 5 nye regionale guvernører med nye terms of references (Foroyaa 17631). De erstatter nogle, som var loyale over for Jammehs parti. Desuden er der blevet nedsat et panel, som undersøger afskedigelserne af offentligt ansatte mellem 1997 og 2016 med henblik på en vurdering af, om afskedigelserne har været sagligt begrundet eller udtryk for politisk forfølgelse. Indtil videre er 100 af disse afskedigelser blevet erklæret for urimelige, og de pågældende står til at blive genindsat i offentlige embeder.
Peger disse tiltag i retning af, at præsident Barrow er ved at opbygge et apparat, der er baseret på folk, som er loyale over for ham som person? Er der risiko for begyndende etablering af en ny, personcentreret magt i Gambia? Der er næppe tvivl om, at en form for "oprydning" finder sted i dele af statsapparatet i øjeblikket med henblik på at erstatte nogle af de embedsmænd, som menes udpeget af den tidligere præsident i kraft af deres loyalitet over for ham. Blandt andet er forsvarschefen og ti højtstående officerer blevet fyret sammen med chefen for Gambias fængsler (Information).
Men Barrow vil få svært ved at opbygge et nyt statsapparat, der er baseret på støtter af ham personligt. Han sidder i spidsen for en koalition af syv partier, som efter al sandsynlighed vil vogte over at få deres del af "kagen" og ikke stiltiende se til, at en fremtidig magt koncentreres om Barrow som person.
Dernæst er der forud for – og især efter – valget sket en folkelig mobilisering, som lægger et pres på Barrow såvel som de øvrige politikere om gennemførelse af reformer og øget demokratisering.
Folkelig mobilisering og krav om demokratisering
I følge Sørensen er civilsamfundet de senere år blevet styrket i mange af de lande, hvis befolkninger lever under autoritære styreformer. På trods af repression ser man en folkelig mobilisering udfolde sig. Det kan være i form af sociale bevægelser og NGO'er, som kæmper for demokratisering eller specifikke rettigheder. Disse bevægelser spiller en afgørende rolle for viderudvikling af demokrati i lande, der oplever demokratiske åbninger.
Dette er også, hvad vi ser i Gambia, som har mere end 100 NGO'er. I perioden op til valget i december 2016 – men også efter – er en række af disse for alvor trådt i karakter som forkæmpere for en demokratisk udvikling. Det sker blandt andet ved, at de arrangerer offentlige møder, debatterer på sociale medier og arrangerer demonstrationer til støtte for de borgerlige frihedsrettigheder. Desuden er en række medier begyndt at ytre sig mere frit og kritisk – også i forhold til det nye styre.
Der er samtidig opstået krav om et retsopgør med de personer, som har begået overgreb under Jammeh-styret. Barrow har bekendtgjort, at han ikke ønsker en heksejagt, men forslag om nedsættelse af en Truth, Reconciliation and Reparations Commission er blevet fremsat af regeringen. Den skal sammensættes på tværs af religiøse, etniske og politiske grupper og skal undersøge, hvilke overgreb der har fundet sted under det tidligere styre – og søge løsninger, der yder de forulempede retfærdighed. Kommissionen vil rejse rundt i landets regioner for at inddrage befolkningen i diskussioner om, hvordan processen bør foregå. Der er endvidere med regeringens opbakning blevet etableret et Gambia Centre for Victims of Human Rights Violation, der skal hjælpe ofre for det tidligere styres overgreb (The Point). Desuden er der nedsat en undersøgelseskommission, som ser på finansielle transaktioner under Jammeh-styret (Foroyaa 17685).
Afslutning
Barrow synes at være kommet godt fra start i januar med en solid opbakning fra befolkningen, vigtige nabolande som Senegal samt internationale organisationer som ECOWAS og AU. Han har konsolideret sin magt gennem valget til Nationalforsamlingen i maj, hvor hans koalition vandt et solidt flertal.
Men befolkningen viser tegn på utålmodighed – hvilket blandt andet kommer til udtryk på sociale medier (BBC Foroyaa 17536). I de første mange måneder efter sin indsættelse forholdt Barrow sig forholdsvis tavs. Der blev ikke fremlagt visioner eller udstukket politiske retningslinjer, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at Barrow med sin manglende politiske baggrund og erfaring havde brug for tid til at lægge en strategi. Dele af oppositionen har på den baggrund kaldt Barrow for en ”lame duck” (Freedomnewspaper).
Han har overtaget styret i et land med meget lidt erfaring i demokrati. Han leder en syv-sidet koalition, hvis eneste fælles mål var at vælte Jammeh. Kampen nu gælder om at institutionalisere demokratiet - blandt andet gennem konsolidering af partier og interesseorganisationer og forskydning af kamparenaen hertil.
Fremtiden afhænger af, om den nye administration evner at tilvejebringe en hurtig og smidig overgang, få etableret de nødvendige reformer og lagt et grundlag for en struktureret transformation.
Men det økonomiske råderum for at gennemføre de nødvendige økonomiske og sociale reformer er som tidligere beskrevet meget begrænset. Selv med massiv økonomisk støtte fra donorlande, som tidligere har holdt sig tilbage pga Jammeh-styrets overtrædelser af menneskerettighederne – eller som Jammeh selv har afvist at modtage støtte fra – er de økonomiske udfordringer omfattende. Er det realistisk muligt at fastholde en demokratisk udvikling under de betingelser?
Et bud på, hvordan disse problemer kan håndteres, er at arbejde med en dobbeltstrategi, hvor de økonomiske og politiske elementer kobles sammen. I forhold til serviceydelser er det klart, at der bør sættes ind på tre områder: 1) Statens engagement skal rettes mod en forbedring af service inden for de sociale områder. 2) Institutionernes kapacitet skal forøges. Og 3) Civilsamfundet skal aktivt inddrages i identifikationen af problemer og løsninger samt i gennemførelse af løsninger.
Den private sektor bør også inddrages som leverandør af serviceydelser og input til forbedringer. Det kan potentielt skabe økonomiske koblingseffekter til gavn for lokalsamfund og den private sektor.
I forhold til investeringer er det vigtigt at have en klar prioritering af, hvilke investeringer der er de vigtigste. De potentielle investorer kan deles op i tre grupper: 1) Private investorer generelt. 2) Diasporaen, som har særlig tilknytning til og viden om Gambia. Og 3) Traditionel udviklingsbistand. For hver gruppe kan der udvikles retningslinier og prioriteringer, som på nogle områder kan kobles sammen med serviceleveringer.
Endelig kan der i forbindelse med en ny forfatning gennemføres en konsultativ proces, hvor der etableres en bred debat og kommunikation om Barrows politiske vision og program for Gambia, koblet sammen med etableringen af strukturer på lokalt niveau, som vil understøtte en demokratisk udvikling i Gambia.
Hvorvidt den demokratiske udvikling, som har taget sin spæde begyndelse i år, vil kunne konsolideres og udfolde sig i de kommende år, er vanskeligt at sige på nuværende tidspunkt. Gambia kæmper med strukturelle udfordringer, store økonomiske problemer og en voldsom befolkningstilvækst. Ønsket om og viljen til demokratisk udvikling er til stede i store segmenter af befolkningen. Men kan regeringen ikke levere forbedringer i levestandarden eller lykkes med at rodfæste demokratiske principper i styreformen, lurer risikoen for, at der skabes grundlag for, at en ny "stærk mand" får mulighed for at overtage magten med tilbagefald til tidligere tiders autoritære styreform.
Århus, september 2017.
Torben Due er konsulent i udviklingsstrategier og humanitært arbejde i udviklingslande.
Thure Hastrup er udviklingskonsulent.
Marie-Louise Arnfast er kommunikationskonsulent.
Litteratur:
Brown, G and Stewart, F. (2009) Fragile States, Working Paper, Centre for Reseach on Inequality, Human Security and Etnicity (Brown & Stewart)
Kora, Sheriff and Darboe, M.M. (2017) The Gambia’s Electoral Earthquake. Journal of Democracy, Volume 28, Number 2, April 2017, pp. 147-156. (JOD)
Diamond, L. (1999) Developing Democracy: Toward Consolidation, Baltimore: The Johns Hopkins University Press. (Diamond 1999)
O’Donnell, G. (2010) Democracy, Agency , and the State, New York: Oxford University Press
EU (2017) Electoral Observation Mission to the Gambia, National Assembly elections 6Th of April 2017. Bruxelles: Preliminary Statement 8th of April.
Gill, G. (2000) The Dynamics of Democratization: Elites, Civil Society and the Transition Process, London: MacMillan Press.
Saine, A (2002) Post-Coup Politics in the Gambia. Journal of Democracy, Volume 13, Number 4, October 2002, pp. 167-172. (JOD)
Somerville, K. (2017) Africa’s Long Road Since Independence, London: Penguin Books.
Sørensen, G. (2008) Democracy and democratization: processes and prospects in a changing world, Boulder, Colorado: Westview Press. (Sørensen 2008)
UN (2017) Development Assistance Framework for Gambia 2017-2021. (UNDAF)
Websites og artikler fra internettet:
http://allafrica.com/stories/201707240182.html (allafrica)
www.bbc.com/news/world-africa-39629489 (BBC)
www.economist.com/news/middle-east-and-africa/21715668-yahya-jammeh-has-run-away-allegedly-rolls-royce-and-14m-after-gambias (Economist)
https://freedomhouse.org/report/freedom-world/2017/gambia (Freedomhouse)
www.information.dk/udland/2017/03/afrikansk-haab-konsoliderer-magten?lst_tag (Information)
Fonnesbæk Andersen, R. (2017) https://medium.com/@fonnesbaek/jammehs-downfall-and-the-future-of-democracy-in-africa-988456217c8c
Foroyaa Newspaper, Gambia
Foroyaa Newspaper, Gambia
http://www.foroyaa.gm/archives/17536
http://www.foroyaa.gm/archives/17663
http://www.foroyaa.gm/archives/17734
http://www.foroyaa.gm/archives/17596#more-17596
http://www.foroyaa.gm/archives/17631#more-17631
http://www.foroyaa.gm/archives/17685#more-17685
https://www.freedomnewspaper.com/gambia-breaking-news-mama-kandeh-says-barrow-govt-is-worse-than-dictator-jammehs-regime/ (Freedomnewspaper)
GAMES, www.gambiamediasupport.org
Gambia Bureau of statistics: http://www.gbos.gov.gm/
The Point, Gambia, diverse artikler (The Point)
www.thepoint.gm/africa/gambia/article/jammeh-owns-180-landed-properties-as-justice-minister-makes-startling-revelations
http://thepoint.gm/africa/gambia/article/armed-forces-wish-jammehs-coup-never-happened
http://thepoint.gm/africa/gambia/article/free-trade-between-gambia-china
The Standard (newspaper in Gambia
standard.gm/site/2017/08/25/coalition-parties-signed-mou/ (Standard)
www.uneca.org/sites/default/files/uploaded-documents/CountryProfiles/2017/gambia_cp_eng.pdf (Uneca)
Wikipedia om Gambia: https://en.wikipedia.org/wiki/